Både håb og bekymringer fylder de sociale medier, efter Venezuelas præsident er blevet anholdt. Nu reagerer nogle af landets største musiknavne.
Carlos Baute, Danny Ocean, Ricardo Montaner er blandt flere venezuelanske musikere, der nu reagerer på anholdelsen af Venezuelas præsident Nicolás Maduro.
Læs også: Over 120.000 kræver Nicki Minaj udvist af USA
Natten til lørdag den 3. januar blev den venezuelanske præsident Nicolás Maduro taget til fange i Caracas sammen med sin hustru Cilia Flores under en amerikansk militæroperation. På Truth Social skrev præsidenten, at parret var blevet fløjet ud af landet og senere ville blive stillet for retten i USA for anklager om narkoterrorisme. Det skriver Billboard.
Trump forklarede samtidig, at operationen var nødvendig for at begrænse narkosmugling til USA. Senere udtalte han, at USA midlertidigt vil administrere Venezuela, indtil en “ordentlig demokratisk overgang” kan finde sted.
Musikerne reagerer
Blandt de første til at reagere var den venezuelanske sanger Carlos Baute, der delte et opslag på Instagram:
“Alle dybe forandringer er smertefulde. Vi ved, at svære dage venter, men efter stormen kommer der altid ro,” skrev han og tilføjede: “Gud forlader ikke gode mennesker, og Venezuela er et land fyldt med gode mennesker.”
Læs også: Taylor Swift-fans lægger nyt pres i retssag mod Ticketmaster
Også popduoen Mau y Ricky gav udtryk for både chok og jubel. I et opslag skrev de, at de havde været vågne siden klokken tre om natten og fejrede nyheden: “Det øjeblik, vi har ventet på, er kommet. Er det her virkeligt?”
Derudover delte sangeren Karina en følelsesladet video på Instagram, hvor hun med tårer i øjnene sagde: “Venezuela vil blive frit. Det er begyndt. Mirakler sker.”
Musiker Ricardo Montaner delte en bøn på sine sociale medier, hvor han bad om fred og beskyttelse for det venezuelanske folk.
Danny Ocean, som tidligere har været meget åben omkring situationen i sit hjemland, delte Venezuelas flag på sin Instagram sammen med musik fra filmen Gladiator og et politisk opråb fra oppositionsleder María Corina Machado.
Læs også: Dommer afviser: Australsk band må ikke få afsløret Reddit-brugeres identitet
María Corina Machado, der modtog Nobels fredspris i 2025, skrev selv: “Frihedens time er kommet,” og tilføjede senere: “I dag er vi parate til at håndhæve vores mandat og tage magten. Lad os forblive årvågne, aktive og organiserede, indtil den demokratiske overgang er gennemført. En overgang, der har brug for os alle.”
Fremtiden er fortsat usikker for Venezuela. Donald Trump har selv givet udtryk for, at han ikke har tillid til María Corina Machado som Venezuelas kommende præsident. I stedet har han luftet tanken om, at vicepræsident Delcy Rodríguez, der er tæt allieret med Maduro, kan blive landets nye præsident.





