Nyhed

Von Quar klar til at spille på fynsk festivalgræs

Publikum kan forvente en “uforudsigelig og uforglemmelig” koncertoplevelse.

Der bliver lagt op til fællessang og vaskeægte stadionstemning, når Von Quar indtager Midtfyns Festival

Læs også: Koncertanmeldelse: Fodboldholdet har en mission om at forvandle din dag til en absolut fest

Hooliganbandet, med Mikkel Øster i spidsen, har det seneste år cementeret sig som et af de mest omtalte og voksende livefænomener. De kommer med kor, stortrommer og en kompromisløs elektrisk rock/punk energi, der på rekordtid har fundet vejen ind til deres fanbase. 


Selvom de kun har udgivet fire sange, har de hurtigt vundet mange fodboldglade danskeres hjerter. Deres optræden ved dette års P3 Guld slog for alvor fast, at Von Quar er godt på vej mod landets store scener med deres stadionæstetik. 

“Publikum kan se frem til en koncertoplevelse, der med garanti bliver en af årets mest energifyldte, uforudsigelige og uforglemmelige,” siger musikbooker Brian Lund i en pressemeddelelse.

Midtfyns Festival har allerede annonceret flere kunstnere til næste års program, som byder på Saveus, Mads Langer, Madsen, Patina, Sofie 1998, Dizzy Mizz Lissy, Ulige Numre, August Høyen, Drew Sycamore og Shu-Bi-Dua 2.0.


ANNONCE