Den danske elektro-trio inviterer til en atypisk koncertoplevelse, når de besøger byer over hele Danmark i november.
Den eksperimenterende trio When Saints Go Machine tager på danmarksturné i 2026, hvor de inviterer til en siddende koncert med fokus på nærvær og intimitet.
Læs også: Elektronisk festival afslører de første navne - UK-garage og dansk elektro-pop
Med deres turné When Saints Go Machine – Seated 2026, vil publikum og rummet være med til at skabe en “sårbar og lyttende koncertform,” lyder det fra en pressemeddelelse.
I koncertrækken optræder gruppen både med deres nyeste album Greatest Escape fra 2025 samt en del af deres bagkatalog, afslører pressemeddelelsen.
“Vi holder igen for at kunne give endnu mere,” siger forsangeren Nikolaj Manuel Vonsild om deres turné, hvor hans unikke stemme i højere grad vil spille op mod gruppens elektroniske kerne.
GAFFA gav Greatest Escape fem ud af seks stjerner og beskrev det som et album, der “er lige så meget en åbner for nye fans, som det er en udfordring for vanlige fans.”
Gruppen blev dannet i 2007 og udgav deres første ep When Saints Go Machine i 2008. Siden da har trioen udgivet adskillige værker og arbejdet med verdensstjerner, blandt andet på singlen “ArrowThroughSkinOutOfBlueSky” med den amerikanske rapper Killer Mike.
Forsangeren Nikolaj Manuel Vonsild medvirker også i 2026-sæsonen af Toppen af Poppen.
Lyt til albummet Greatest Escape her:


