Popstjernen går i rette med de amerikanske immigrationsmyndigheder og deler sin egen personlige historie om indrejseforbud.
Zara Larsson har har rettet skarp kritik mod de amerikanske immigrations- og toldmyndigheder, ICE, i en række Instagram-stories, skriver NME. Her erklærer popstjernen, at hun "elsker" immigranter, kriminelle og transpersoner, men at hun "hader fucking ICE."
Læs også: Zara Larsson hiver verdenskendt “Lush Boy” på scenen
Udmeldingen kommer kort efter, at en kvinde fra Minnesota den 7. januar blev skudt og dræbt af en ICE-agent. Myndigheden har siden været under massiv kritik, og nu bidrager Zara Larsson også offentligt i debatten.
I efterfølgende Stories reagerede hun på kommentarer om sine udtalelser om kriminelle og brugte samtidig lejligheden til at forklare, hvordan ICE personligt har påvirket hendes liv og forhold.
"Grunden til, at min søde, kloge, generøse, talentfulde og betænksomme mand ikke har kunnet komme til USA – slet ikke – for at besøge mig, lige siden vi blev sammen for seks år siden, er fordi han har en straffeattest," skrev hun. Zara Larsson forklarede, at det drejer sig om en tidligere dom for besiddelse af marihuana, som officielt er slettet, men som fortsat medfører indrejseforbud.
Zara Larsson danner par med den svenske danser Lamin Holmén og understreger, at hendes vrede især handler om, at ikke-voldelige lovovertrædelser kan få livslange konsekvenser.
"Jeg ved ikke med jer, men jeg vil hellere have nogen, der ryger crack på min sofa, end en forbandet ICE-agent," skrev hun i endnu en Story.
Flere musikere har tidligere taget afstand fra ICE, heriblandt Duran Duran, Dave Matthews og Neil Young, mens Billie Eilish tidligere har kaldt myndigheden for en "terrororganisation".
Sagen har også haft konkrete konsekvenser i musikbranchen. ICE har ifølge flere medier valgt at stoppe sine annoncer på Spotify i kølvandet på kritikken.





