De nye tal kan måske kobles til Bad Bunnys Super Bowl-optræden i februar.
Midt-årsrapporten fra Luminate er landet: En rapport der giver overblik over amerikanernes lyttevaner hvert år.
Her er det tydeligt at spansksproget musik langt oftere finder vej til høretelefonerne end tidligere – måske takket være Bad Bunny, skriver Rolling Stone.
Læs også: Svensk rockband laver sjov med Trumps slogan i ny film
Tidligere på året var det nemlig den puertoricanske superstjerne der stod i spidsen for det spektakulære halftime-show i Super Bowl-finalen. Showet trak flere seere end selve fodboldkampen og har siden både mødt stor kritik og hyldest.
Koncerten skabte så meget opmærksomhed, at Bad Bunny satte en ny rekord med hele 2,74 milliarder streams i USA på én uge. Samtidig er andelen af mennesker, der lytter til Latin-musik, på sit hidtil højeste med hele 54 procent.
Den 22. juli spiller Bad Bunny den sidste koncert i hans Debí Tirar Más Fotos-turné opkaldt efter hans storroste album, der tog titlen som årets album til Grammy-uddelingen i februar.
I den forbindelse lagde han vejen forbi Stockholm. Her havde GAFFA Sverige en anmelder afsted, som skrev:
“Benito Antonio Martínez Ocasio formår at appellere ikke blot til spansktalende, men også til så mange af os andre, der tappert forsøger os frem med det spansk, vi lærte i gymnasiet. Han skaber en følelse af samhørighed og fællesskab og forener mennesker gennem en blanding af latinamerikanske genrer,” og kvitterede med fem stjerner.
Albummet modtog også fuld plade fra vores anmelder med seks ud af seks stjerner og ordene:
“Det er svært som blegfed dansker at oversætte den enorme kunstneriske værdi dér fra den anden side af kloden, der så tydeligt kan høres i denne udgivelse. Men det taler blot til albummets kolossale styrke, og jeg håber, at Bad Bunnys verdensskare af lyttere vil tage budskabet til sig: vi må aldrig glemme historien.”





