Lee Ryan var blevet idømt fængsel for et overgreb på en stewardesse på et fly.
Sangeren Lee Ryan (nummer tre til venstre på foto) fra det britiske boyband Blue har tabt en ankesag ved den britiske højesteret om et racistisk overgreb på en stewardesse på et fly i 2022, skriver BBC.
Læs også: Blues nye album er en pinlig kopi af fortidens boyband-epoke
I første omgang blev sangeren idømt 12 måneders betinget fængsel for at have kaldt stewardessen en “sweet chocolate chip cookie” og taget om begge hendes håndled og lænet sig ind over hende for at kysse hende om bord på et British Airways-fly fra Glasgow til London 31. juli 2022. Dette skete, da kvinden havde bedt sangeren om at sætte sig ned.
Ryan afviste at have gjort dette og fortalte, at han tog kvindens hænder med åbne håndflader for at sige undskyld efter at have erkendt at have sagt noget upassende. Han indrømmede at have været beruset på turen.
Dommerne ved højesteret mente, at der var et misforhold mellem det, Ryan i første omgang havde sagt til politiet og det, han sagde i retten, og sammenlagt med kvindens vidneforklaring blev konklusionen, at højesteret afviste Ryans anke.
I henhold til britisk retspraksis skal Lee Ryan nu dømmes ved den såkaldte Crown Court, den lidt lavere retsinstans, hvor sagen i sin tid begyndte.
Blue udgav i januar deres syvende studiealbum, Reflections, som GAFFAs anmelder var noget forbeholden over for.




