Nyhed

Bonnie Tylers begravelse bliver livestreamet

Fans verden over får nu mulighed for at sige farvel til "Total Eclipse of the Heart"-sangeren, der døde i juli.

Bonnie Tyler døde 8. juli, mens hun var indlagt på et hospital i Portugal under sin turné. Nu får offentligheden mulighed for at tage afsked med sangeren, når hendes begravelse 17. august bliver livestreamet.

Det oplyser familien på sangerens officielle hjemmeside, hvor livestreamen også vil være tilgængelig.

Læs også: Grøn Koncert er slut – her er årets lineup rangeret


Bonnie Tyler, der blev født Gaynor Hopkins i Wales i 1951, fik sit store gennembrud i begyndelsen af 1980'erne med hits som "It's a Heartache" og "Total Eclipse of the Heart".

Hun blev hurtigt kendt for sin kraftfulde og hæse stemme, som gjorde hende til et markant navn på den internationale musikscene. I 1983 blev hun for alvor en verdensstjerne med "Total Eclipse of the Heart", der toppede hitlisterne i flere lande.

Kort efter fulgte endnu en af hendes største sange, "Holding Out For A Hero", som siden er blevet en af 1980'ernes mest ikoniske poprocksange.


Gennem karrieren deltog Bonnie Tyler blandt andet i Eurovision Song Contest og fortsatte med at spille koncerter verden over. I år havde hun planlagt en verdensturné med to stop i Danmark.

Bonnie Tyler blev indlagt på hospitalet i maj, hvor hun ifølge sine officielle kanaler gennemgik en akut tarmoperation.

Operationen blev dengang beskrevet som vellykket, men hendes tilstand forværredes senere. Få dage før hendes død kom det frem, at hun havde overlevet et hjertestop og efterfølgende var blevet vækket fra koma i en svækket tilstand.


ANNONCE