Sangerens manager tager ansvar for beslutningen oven på heftig kritik af pro-Israel-sang.
Boy George har trukket sig fra sin kommende optræden i musicalen Jesus Christ Superstar i London Palladium, der skulle have fundet sted i dagene 3.-15. august, skriver NME.
Culture Club-sangeren skulle have spillet kong Herodes i Andrew Lloyd Webbers musicalklassiker, der opføres med et roterende cast. Rollen bliver i stedet overtaget af Richard Armitage, der i forvejen spiller den i det nuværende cast.
Læs også: Boy George sender støtte til jøder efter angreb
Boy George har ikke direkte sagt, at han trækker sig grundet den heftige kritik, hans nyligt udsendte pro-Israel-sang "We Will Dance Again" har vækket, men hans manager Paul Kemsley antyder det i et opslag på sine sociale medier, hvor han også tager ansvaret for beslutningen.
Kemsley skriver blandt andet: "George har aldrig været bange for at stå ved sine personlige overbevisninger, og jeg har altid respekteret ham for det. Samtidig mener jeg, at det er mit ansvar at træffe beslutninger, som er i den bedste interesse for min artist og samtidig respekterer andre. I dette tilfælde mener jeg, at det var rigtigt at træde til side og tillade teaterproduktionen at være i fokus og sørge for, at alle involverede kan komme videre med fælles respekt og velvilje."
"We Will Dance Again" – en vending, der er brugt af israelere siden Hamas' terrorangreb 7. oktober 2023 – åbner med linjen "You say genocide, I say war" og har passager som “You condemn the Jews, with selective memory / Musicians holding flags, mouthing like sheep / Propaganda fuelled by the Internet feels so weak” med reference til de mange musikere, der har givet udtryk for støtte til Palæstina, eksempelvis Kneecap, Fontaines D.C. og Massive Attack.
Sangeren udgav nummeret på sine sociale medier i weekenden, men sangen er endnu ikke kommet på streamingtjenester. Han har i øvrigt indrømmet, at sangen er skabt med hjælp fra AI.
"We Will Dance Again" har mødt heftig kritik fra blandt andre Boy Georges kollega Martyn Ware, producer og medstifter af 80'er-hitgrupperne The Human League og Heaven 17. På X skrev han ifølge NME: "Jeg kan ærlig talt ikke tro, at min gamle ven Boy George har skrevet et helt åbenlyst pro-folkedrab-, anti-palæstinensisk stykke musikalsk propaganda. George, du skulle skamme dig. Jeg håber, du synes, du fik penge nok for at sælge din sjæl – modbydeligt."
I honestly can’t believe that my old friend Boy George has made an overtly pro-genocide, anti-Palestinian piece of musical propaganda…
— Martyn Ware (@martynware) July 27, 2026
George, you should be ashamed - I hope you think the money was enough to sell your soul… vile pic.twitter.com/YI8cNeR5bi
Boy George er kendt som frontmanden i det britiske popband Culture Club, der især har opnået popularitet med start-80'er-sange som “Karma Chameleon” og “Do You Really Want To Hurt Me?”
En kommission under FN konkluderede i september 2025, at Israel har begået folkedrab i Gaza. Noget, som Israel kategorisk har afvist.




