Nyhed

Dansk musiker beskyldt for at bruge AI: “Det kom fuldstændig som en overraskelse”

Astrid Engberg skal nu bevise, at hendes sang er menneskeskabt, hvis hun vil undgå, at den bliver AI-mærket.

Brugen af kunstig intelligens i musik har de seneste år skabt stor debat og fylder mere og mere i det musikalske landskab.

Nu fortæller den danske musiker Astrid Engberg, at hendes sang “O Céu” er blevet flaget som AI-musik – men er ifølge hende 100% menneskeskabt, skriver DR.

Læs også: De bedste udgivelser i 2026 – indtil videre


“Det kom fuldstændig som en overraskelse,” fortæller hun. 

“Det er meget svært at høre min egen musik sådan – altså med AI-ører. Jeg ved jo dybt i mit hjerte, at jeg hører den guitar, jeg har siddet og spillet på og min egen stemme.”

Nu skal musikeren bevise, at hun selv har skabt sangen, ved at beskrive den kreative proces og sende billeder af det program, som sangen er skabt i. 


Nu afventer hun svar fra distributionsselskabet Believe, hvor mistanken kommer fra. 

Selvom sangen er planlagt til at udkomme i august, har Astrid Engberg ikke lyst til, at sangen skal komme ud, hvis den er markeret som AI-skabt.

“Jeg har en absolut ro i mig selv om, at det her stykke musik skal nok komme ud på den ene eller anden måde, fordi der er ingen tvivl om, at det er et organisk stykke musik.”


Dansk Musiker Forbund har ikke tidligere været i en lignende situation og er meget overrasket over, at Astrid Engberg er blevet beskyldt for at have brugt AI.

“Vi mener jo, at vi er vidne til århundredets største rettighedstyveri, fordi at alle AI-tjenester er trænet mere eller mindre ulovligt på ophavsretsbeskyttet indhold,” fortæller forbundets forperson Thomas Sandberg.

ANNONCE