Rapperen var blevet sagsøgt af en tidligere assistent.
Advarsel: Nedenfor følger detaljerede beskrivelser af overgreb
Kanye West har indgået forlig i en retssag, hvor hans tidligere assistent Lauren Pisciotta havde anklaget ham for seksuelle overgreb, skriver TMZ og Complex. Detaljerne i forliget er ikke offentliggjort.
Læs også: Anmeldelse: Kan Kanye nogensinde genvinde folkets sympati?
Lauren Pisciotta sagsøgte West i 2024, i første omgang for sexchikane og uberettiget fyring, idet hun beskyldte ham for at have fyret hende efter at have sendt hende sms’er med seksuelt indhold. Året efter udvidede hun søgsmålet til også at omfatte vold og trafficking, og kun kaldte ved den lejlighed Kanye West en ”overgrebsperson” og en ”krænker”.
Pisciotta, der tidligere arbejdede som indholdsskaber på OnlyFans, blev hyret af Kanye West i 2021 for at arbejde på hans tøjmærke og på albummet Donda. Imidlertid blev hun fyret året efter. Ifølge Pisciotta var hun inden fyringen blevet forfremmet til personalechef for Kanye Wests forskellige firmaer med en årsløn for fire millioner dollar. I den forbindelse var hun blevet bedt om at slette sin profil på OnlyFans, der især er kendt for seksuelt indhold. Ved fyringen blev hun lovet tre millioner dollar i kompensation, penge hun ifølge eget udsagn aldrig har modtaget.
En af de beskeder, Kanye West skulle have sendt til Lauren Pisciotta, havde ifølge Complex følgende ordlyd (vi skal advare mod eksplicit sprog): ”Mit problem er, at jeg har lyst til at kneppe, men når jeg har kneppet, vil jeg have en pige til at fortælle mig, hvor hårdt hun er blevet kneppet, mens jeg har kneppet hende. Derefter vil jeg have hende til at være mig utro”.
Kanye West skulle også have masturberet foran hende og rørt hendes vagina på et hotel, inden han faldt i søvn midt i en samtale, ligesom han skulle have drugget hende under en studiesession, hvor værten var Sean "Diddy" Combs, der i øvrigt for tiden afsoner en fængselsstraf på fire år og to måneder for mennesketransport med henblik på prostitution.
I sidste måned sagsøgte en anden kvinde, Jennifer An, West for at have taget kvælertag på hende og stukket sine fingre i hendes mund under optagelsen til musikvideoen "In for the Kill" i 2010 med gruppen La Roux, hvor West havde en cameo-rolle. West benægtede ikke, at episoden havde fundet sted, men sagde, at der var tale om skuespil.




