"Det er super unfair," at Tasiilaq bliver kaldt verdens værste sted, siger arrangøren bag den nye festival, Ikuma.
Byen Tasiilaq med knap 2000 indbyggere har netop været hjemsted for en østgrønlands allerførste musikfestival.
Det er fire lokale mænd, som er vokset op i byen, der har skabt festivalen Ikuma. Navnet kommer fra det grønlandske ord for at tænde en flamme.
Læs også: Grøn Koncert forventer rekordoverskud
På festivalen kunne publikum opleve musik fra Rasmus Lyberth og Small Time Giant, mens byens børn kunne prøve kræfterne af i en musikworkshop.
“Vi vil give ungdommen lyst til at leve og drømme,” fortæller en af arrangørerne, Carl Florian Sørensen, til DR.
“Man skal give byen en chance for at være et sted, der ikke kun er kendt for at være verdens værste sted. Det er dét, man siger om Tasiilaq, og det er super unfair. For det er ikke sandt,” siger Carl Florian Sørensen.
Ikuma modtog 50.000 kroner fra den lokale kommunes udviklingspulje, Sermeq-puljen, og 15.000 kroner fra kulturafdelingen i Tasiilaq. Samtidig hjælper kommunen også med borde, stole, scene og musikudstyr til festivalen.
“Vi er stolte af at støtte Ikuma Music Festival. Festivalen skaber fællesskab, styrker kulturlivet i Tasiilaq og viser, hvad vi kan opnå, når vi løfter i fællesskab,” lyder det fra afdelingsleder for Fritid og Kultur i Tasiilaq, Magnus Kristiansen, på kommunens hjemmeside.





