Nyhed

Ny rapport afslører stor skævvridning blandt danske dirigenter

Faget mangler især unge dirigenter — noget der kan hænge sammen med, at Danmark mangler en uddannelse i direktion.

Der er langt mellem de danske dirigenter i landets største orkestre.

Det fremgår af en ny kortlægning af de danske dirigenter, som viser, at faget er domineret af “udenlandske mandlige dirigenter over 40 år”, skriver Kulturmonitor.

Læs også: R. Kelly har anmodet Donald Trump om at omstøde sin dom


“Vi havde fra starten en formodning om, at der ville vise sig nogle skævvridninger, men resultatet er alligevel kommet bag på os. Især fordi de systemiske udfordringer kommer så tydeligt til udtryk,” fortæller Jesper Nordin, der er dirigent for Aarhus Symfoniorkester.

I DRs Symfoniorkester udgør danske dirigenter kun seks procent, mens særligt de unge er svagt repræsenteret. Hos DR Symfoniorkestret og Det Kongelige Teater er henholdsvis 18 og 32 procent af dirigenterne under 40 år, og kun én procent af dirigenterne er både under 40 år og danske. 

Rapporten peger især på, at der i Danmark ikke findes en bacheloruddannelse i direktion eller korledelse.


“Hvis man fra politisk side finder det helt okay, at der er en massiv underrepræsentation af danske dirigenter – og at der i øvrigt ingen repræsentation er af danske kvindelige dirigenter i de største organisationer – så skal man bare lade tingene fortsætte som hidtil. Men hvis man ikke mener, at det her er okay, så skal der gøres noget,” fortæller Jesper Nordin. 

DR Koncerthusets chef, Kim Bohr, deler ambitionerne om at løfte mangfoldigheden i dirigentfaget, men peger på, at udviklingen går i den rigtige retning.

“I praksis arbejder vi bredt og langsigtet med talentudvikling – fra Malko-konkurrencen til samarbejder med konservatorier, musikskoler og vores egne talentforløb. Endelig er det afgørende for mig at fastslå, at vi altid og konsekvent vælger dirigenter ud fra kunstnerisk kvalitet. Det ansvar går hånd i hånd med ambitionen om at udvikle næste generation,” fortæller han til Kulturmonitor.


ANNONCE