Nyhed

PinkPantheress lander sin første filmrolle

Den britiske sanger slutter sig til et stjernespækket cast i en ny film fra duoen bag 'Everything Everywhere All at Once'.

Efter succesen med Fancy That fra 2025 har den britiske sanger PinkPantheress nu landet sin første filmrolle. Filmen har endnu ingen offentliggjort titel, men forventes at få premiere den 19. november 2027, skriver Deadline

Læs også: Jack White overraskede med særlig gæst

PinkPantheress, hvis borgerlige navn er Victoria Walker, slutter sig til et cast, der blandt andre tæller Matt Damon, Sandra Oh, Charles Melton og Sean Kaufman. Det er endnu uvist, hvad filmen kommer til at handle om.


Bag projektet står instruktørduoen Daniel Kwan og Daniel Scheinert, der tidligere stod bag den Oscar-vindende film Everything Everywhere All at Once. Den kommende film produceres af Universal.

PinkPantheress er både sanger, sangskriver og producer, og hendes popularitet tog for alvor fart med Fancy That. Hun udgav efterfølgende remixalbummet Fancy Some More?, der blandt andet indeholder en ny version af “Stateside” med svenske Zara Larsson.

Tidligere i år modtog hun en Brit Award som årets producer. Dermed blev hun både den yngste modtager nogensinde og den første kvinde til at vinde prisen.


Til august kommer PinkPantheress til Danmark, når hun optræder på festivalen O Days. Her kan publikum blandt andet se frem til hits som “Stateside” og “Illegal”. Da hun i 2024 spillede på Roskilde Festival modtog hun en to-stjernet anmeldelse fra GAFFAs anmelder og ordene: “PinkPantheress kom på scenen og dansede til sin egen musik, mens vi var tvangsindlagt til at kigge på. En koncert, jeg håber, jeg hurtigt glemmer igen.”

ANNONCE