Ifølge den columbianske stjerne placerer de AI-genererede billeder popstjernen i opdigtede situationer og bruges til at sprede rygter og promovere brands uden hendes samtykke.
Shakira er lige nu aktuel med årets officielle VM-sang, “Dai Dai”, sammen med sangeren Burna Boy. Mens sangen topper hitlisterne, og VM bliver afviklet, er der begyndt at florere AI-genererede billeder af Shakira på sociale medier, beretter mediet Hola. Nu siger hun fra i et opslag i sin Instagram-story.
Læs også: Ne-Yo er gået tilbage til rødderne, men det hjælper ham ikke
“Der har de seneste uger floreret en del AI-genererede billeder af mig, som placerer mig i situationer, der aldrig har fundet sted, med mennesker, jeg aldrig har været sammen med.”
Ifølge sangeren bruges de falske billeder af hende til at promovere mærker, hun ikke har noget at gøre med, eller til at sprede falske rygter.
Sangeren understreger samtidig, hvor glad hun er for, at de falske billeder så hurtigt er blevet opdaget, og hvor gode hendes fans er til at spotte AI-genererede billeder af hende. Desuden skriver hun, at hendes team er i fuld gang med at forsøge at få billederne fjernet.
Det er dog ikke første gang, at sangeren er blevet offer for en lignende hændelse. Billeder af Shakira er nemlig blevet brugt i en valgkampagne i Colombia uden hendes samtykke, hvilket i sidste måned ledte hende til at lave en officiel erklæring, hvor hun tog afstand fra valgkampagnen.
Shakira er lige nu i fuld gang med den nordamerikanske del af sin Las Mujeres Ya No Lloran World Tour i forbindelse med VM. Desuden skal superstjernen optræde ved VM-finalen den 19. juli i New York sammen med andre stjerner som Madonna, BTS og Justin Bieber.





