Nyhed

Stor EDM-festival skærer ned på fyrværkeri af frygt for skovbrande

Tomorrowland i Belgien nedskalerer brugen af pyroteknik på opfordring fra de lokale myndigheder.

Pyroteknik er en essentiel del af enhver udendørs EDM-koncert med respekt for sig selv, men det bliver der ikke så meget af som normalt under den igangværende, kæmpestore Tomorrowland-festival i Antwerpen i Belgien. På de lokale myndigheders anbefaling har festivalen forbudt større fyrværkeri af frygt for skovbrande, skriver NME.

Læs også: Skovbrande i Canada tvinger musikere til at udskyde koncerter

Belgien har i den senere tid – som mange andre europæiske lande – været præget af tørke, hvilket har fået myndighederne til at indføre en såkaldt "Orange kode", den næsthøjeste, på skalaen for risiko for skovbrande.


Kun festivalens hovedscene har lov til at bruge fyrværkeri, og kun mindre fyrværkeri af typen T1 og T2.

Festivalen har også forbudt brug af havegrill og madlavning på campingområdet.

Tomorrowland-festivalen bliver afholdt de to sidste weekender i juli med delvist samme lineup, og blandt hovednavnene denne weekend er Calvin Harris, Steve Aoki og danske Morten. Festivalen tiltrækker hver af de to weekender cirka 200.000 personer.


Sidste år brændte festivalens hovedscene i øvrigt ned to dage før festivalen, da noget spildt ethanol blev antændt af en flammekaster. Ingen kom noget til ved uheldet, og festivalen blev gennemført.

Adskillige europæiske festivaler er denne sommer blevet ramt af hedebølge eller andre former for ekstremt vejr. Eksempelvis måtte den hollandske hardstyle-festival Defqon.1 aflyses på andendagen den 26. juni grundet hedebølgen.

Herhjemme ramte voldsomt tordenvejr både Copenhell og Tinderbox lidt over midnat natten efter den 27. juni, og festivalerne måtte afbryde deres sidste koncerter før tid. Tinderbox måtte også aflyse flere koncerter om eftermiddagen den 27. juni grundet torden.


 

 

ANNONCE