Nyhed

Storbritanniens nye premierminister vil sænke skatten for spillesteder

'Jeg vil ikke se til, mens disse værdsatte lokale rum forsvinder og bliver erstattet af brædder for vinduerne og 'til salg'-skilte,' udtaler Andy Burnham.

Storbritanniens nye premierminister Andy Burnham vil lette ejendomsskatten for spillesteder, klubber og pubber, skriver NME.

Læs også: Katy Perry støtter små spillesteder i Storbritannien på kommende turné

Burnham vil sænke ejendomsskatten for spillesteder, klubber og pubber med 20 procent fra og med 2027. Dette vil koste den britiske statskasse cirka 100 millioner pund – cirka 875 milloner danske kroner – som skal hentes ind ved at hæve skatten for virksomheder, der med Burnhams ord "ikke bidrager positivt til lokalsamfundene, eksempelvis vape shops."


"Jeg vil ikke se til, mens disse værdsatte lokale rum (altså spillestederne, red.) forsvinder og bliver erstattet af brædder for vinduerne og 'til salg'-skilte," skriver premierministeren på X. "De er hjertet af vores lokale fællesskaber, og det er på tide, at vi bakker dem op".


Skattelettelsen ventes at give en gennemsnitlig engelsk pub en skatterabat på cirka 1100 pund om året, svarende til 9625 kroner. Det er ikke meningen, at store koncertarenaer også skal have rabat.

Den britiske velgørenhedsorganisation Music Venue Trust, der støtter spillesteder, udtrykker begejstring for forslaget. På Instagram skriver de blandt andet, at de "byder denne annoncering varmt velkommen", og at "det er et opmuntrende første skridt".

Music Venue Trust blev grundlagt i 2014 efter en række lukninger af engelske spillesteder.


Andy Burnham overtog 20. juli posten som premierminister fra partikollegaen Kier Starmer, der trak sig efter stor tilbagegang for Labour ved en række lokalvalg og efter stigende modstand i sit eget parti. Burnham var eneste modkandidat.


 

ANNONCE