Nyhed

The Cure-sanger præciserer kritik af VM-pauseshowet: "Det handler ikke om de optrædende"

Robert Smith har haft travlt på Instagram op til den meget omdiskuterede finale.

Som vi skrev forleden, har The Cures sanger Robert Smith været ude med hård kritik af VM-finalen på The Cures officielle Instagram-profil. Efterfølgende – men dog inden selve finalen blev afviklet – har han præciseret sin kritik.

Med versaler skriver Robert Smith (for læsbarhedens skyld er versalerne dog fjernet):

"For dem, der ikke fatter det helt: Det handler virkelig ikke om, hvem der kuraterer eller optræder. Det handler om den vanvittige idé om fodbold-VM's pauseshow. Hvis du nu forstår mit "Aaaaaargh!" (udråb på Robert Smiths forrige Instagram-post, red.) en lille smule bedre, men stadig ikke er enig, så ret venligst på din røde hat og din "Jeg elsker Janny (Gianni Infantino, præsidenten for FIFA, red.) og Donny (Donald Trump, red.) og dollars"-T-shirt og slå dig løs. PS: Infantosser har sagt, at han og præsident Trumpton (reference til britisk børne-tv-serie, red.) vil overrække trofæet søndag med deres små hænder. Desværre er der ikke nok "A"'er på tastaturet for det "Argh", der burde komme nu."


Robert Smith har i skrivende stund ikke kommenteret showet, efter at det er blevet afholdt.

Læs også: FIFA's pauseshow var ikke andet end en billig kopi af Super Bowl

De optrædende ved pauseshowet var Madonna, BTS, Shakira & Burna Boy, Justin Bieber, Coldplay og børnekoret PS22 og et symfoniorkester med dukkerne fra The Muppets på guitar og trommer. Coldplays Chris Martin havde kurateret det spektakulære show. Spanien vandt 1-0 over Argentina, og Donald Trump og Gianni Infantino overrakte trofæet.

Læs også: Liam Gallagher sviner VM-finalens halvlegsshow: "Som et dårligt trip"


Pauseshowet har blandt andet fået kritik for at vare 27 minutter og derfor bryde med FIFAs regler om, at en fodboldhalvleg kun må vare 15 minutter. Eksperter har påpeget, at fodboldspillernes kropstemperatur risikerer at falde, hvis deres pause bliver for lang, og risikoen for skader dermed stiger.

Det er første gang nogensinde, at en fodbold-VM-finale får et halvlegsshow. Eventet er inspireret af de meget populære pauseshows ved Super Bowl i USA.

ANNONCE