Ifølge tekstbeskeder frygtede pigen at blive gravid igen.
ADVARSEL: Nedenstående indeholder detaljerede overgrebsbeskrivelser, som kan virke ubehagelige
Retssagen i Los Angeles fortsætter mod den 21-årige amerikanske sanger David Anthony Burke, bedre kendt som D4vd, der er tiltalt for voldtægt af og drab på den 14-årige Celeste Rivas Hernandez, som blev fundet parteret i hans Tesla i Los Angeles i september 2025.
Læs også: Nye detaljer i D4vd-sagen: Politiet fandt 11 luftfriskere i bilen
Ved høringen fredag den 24. juli kom der nye og gruopvækkende detaljer i sagen, skriver Rolling Stone. Ifølge kriminalassistent Corey Farell fra Los Angeles Police Departement viste sms'er mellem D4vd og Celeste, fundet på D4vds telefon, at hun fik foretaget en abort i begyndelsen af januar 2024 på et tidspunkt, hvor hun kun var 13 år.
"Jeg gør opmærksom på, at jeg har menstruation nu, fordi jeg ikke vil have børn," skrev Celeste til David i november 2023. Herefter anbefalede D4vd hende at bruge en app til at holde øje med sin cyklus.
I begyndelsen af januar 2024 fremgik det så, at Celeste var blevet gravid og stod over for at skulle have foretaget en abort. "Ingen af os er i stand til at tage vare på det (barnet, red.)," skrev hun til D4vd, der svarede: "Du er så meget stærkere end jeg, skat." Senere tilføjede han: "Det er mit, ikke?", hvorefter hun svarede: "Selvfølgelig er det dit, David."
I juni 2024 skrev Celeste, at hun frygtede, at hun kunne blive gravid igen. "Hvad hvis den første abort ikke virkede?" skrev hun. Hertil svarede D4vd: "Så ville du have en stor mave nu, og du har haft menstruation flere gange siden, hvad har du røget? Det første barn er væk."
Senere i juni 2024 skrev Celeste: "Jeg kan sove hos dig, bare lad være med at gøre mig gravid." D4vd svarede: "Vi har gjort det godt de sidste par måneder. Den eneste gang, jeg har gjort dig gravid, var på grund af et fucked up kondom i december."
I en korrespondance i juli 2024 spurgte Celeste: "Ved nogen, at vi nogensinde har haft sex?" D4vd svarede: "Nej, og sådan vil jeg gerne have, at det skal være, inden vi bliver gift. Lad os blive gift næste år og få det barn."
I august 2024 skrev Celeste, at hun havde fortrudt aborten. "Jeg dræbte mit barn for dig," skrev hun blandt andet, og senere: "(...) jeg vil gøre hvad som helst for at få det tilbage." "Lad os lade det ligge der," svarede D4vd.
Ifølge korrespondancen brød Celeste og D4vd deres forhold i slutningen af 2024, men de var stadig i dialog med hinanden, og D4vd begik fortsat overgreb på hende.
Ifølge anklageren lokkede D4vd Celeste hjem i en Uber, begik seksuelt overgreb på hende i sit hjem i Los Angeles, dræbte hende med knivstik den 23. april 2025, rejste derpå på turné til flere stater for at promovere sit nye album Withered, hvorefter han returnerede til sit hjem, parterede liget og placerede det i sin bil, som blev parkeret ikke langt fra D4vds hjem. Motivet for drabet skulle være, at Celeste havde truet med at fortælle politiet, at D4vd havde et forhold til en mindreårig.
Ifølge kriminalbetjenten Joshua Byers havde D4vd købt flere kædesave og en oppustelig pool kort efter drabet, og det er politiets teori, at D4vd parterede liget i sin garage.
D4vd fortalte i retten, at han havde været i kontakt med Celeste, men ikke siden februar 2024, at han kun havde mødt hende fysisk én gang, i november 2023, og at hun fortalte ham, at hun var 18 år gammel. Han nægter alle anklager.
Hvis D4vd bliver dømt i alt, han er anklaget for, risikerer han dødsstraf eller fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.
Pop/r&b-sangeren D4vd brød igennem i 2022 med sangen med den – i denne sammenhæng – meget uheldige titel "Romantic Homicide", der er streamet mere end en milliard gange alene på Spotify. Han har udgivet tre ep'er og sidste år debutalbummet Withered.



