Nyhed

Vega skruer op for ambitionerne og lancerer årlig rapport om bæredygtighed

Med den nye rapport vil spillestedet årligt dokumentere sin indsats på klima, mennesker og ledelse — blandt andet skal 80 procent af elforbruget komme fra vindmøller i fremtiden.

Spillestedet Vega i København har ambitioner om at bidrage med mere til samfundet end musik.

Det gør de nu målbart med en ny årlig rapport der skal dokumentere hvordan Vega klarer sig på parametrene klima, mennesker og ledelse.

Læs også: For to måneder siden var Sivas en nødløsning. Det var han ikke i dag


“Musikken er og bliver kernen i VEGA. Men et moderne koncertsted har også et ansvar for den måde, det driver sin organisation, behandler sine medarbejdere, samarbejder med sine leverandører og bidrager til samfundet,” lyder det i en pressemeddelelse.

Årets rapport viser blandt andet, at 80% af spillestedet elforbrug fra 2027 vil komme fra vindmøller.

Derudover måler rapporten på spillestedets indsats indenfor talentudvikling, repræsentation og tryghed for både medarbejdere og gæster. 


“Vi bliver først og fremmest målt på de koncerter og events, vi skaber og den måde, de forbinder mennesker og sætter aftryk. Det skal vi blive ved med,” fortæller Anders Wahrén, der er administrerende direktør i Vega.

“Men vi mener også, at et moderne spillested skal kunne dokumentere, hvordan vi tager ansvar for klimaet, for menneskerne omkring os og for det aftryk, vi sætter på samfundet på andre niveauer. Den ambition skal være lige så stærk som ambitionen for vores program,” fortsætter han.

ANNONCE