Stemmen bag "YMCA", "In the Navy" og "Go West" er blevet tavs.
Victor Willis, sangeren fra den amerikanske diskogruppe Village People, er død, 74 år gammel, skriver gruppen på sin Facebook-side.
Willis var kendt som stemmen på gruppens store sen-70'er-hits som "YMCA", "In the Navy" og "Go West", som han også alle var med til at skrive. Han forlod dog bandet i 1979, var tilbage i den fra 1982-83 og lå i mange år i juridiske stridigheder om rettighederne til bandets sange. I 2017 blev han dog genforenet med gruppen, som har været aktiv siden 1977 med en lang række forskellige medlemmer.
Læs også: Her er de 10 mest streamede sange i Danmark nogensinde
"Vi er dybt triste over at bekendtgøre Victor Willis' død, forsanger i Village People. Victor gik bort 30. juni 2026 efter en kort, men aggressiv sygdom. Vi ønsker respekt for privatlivet," skriver gruppen på Facebook.
Village People gjorde sig blandt andet bemærket ved at klæde sig ud som traditionelle maskuline karakterer, og Victor Willis var på skift klædt som marineofficer og politibetjent. Bandet fik hurtigt en stor følgerskare i LGBTQ+-miljøet, ikke mindst takket være sangene "YMCA" og "Go West".
Efter Village People forsøgte Willis at få gang i en solokarriere, og han indspillede et soloalbum i 1979. Det udkom dog først i 2015. I både 80'erne og 90'erne havde han alvorlige problemer med stoffer, men blev endelig stoffri i 00'erne.
20. januar 2025 optrådte Victor Willis sammen med resten af Village People ved Donald Trumps indsættelsesceremoni i Washington, DC. Dette vakte en vis debat, og gruppen udtalte dengang: "Vores sang 'YMCA' er en global hymne, der forhåbentlig kan hjælpe med at samle landet efter en turbulent og splittende kampagne, hvor vores foretrukne kandidat tabte."





