Under sin koncert i Washington, D.C. langede Bruce Springsteen ud efter Donald Trumps kæmpe erstatning til dem, der stormede kongressen i 2021.
Efter flere anti-Trump-taler under sin Land of Hope and Dreams-turné og protestsangen "Streets of Minneapolis" raser Bruce Springsteen igen over Trump-administrationen. Denne gang omhandler det den såkaldte "anti-weaponization"-fond bestående af 1,8 billioner dollars, som Donald Trump har oprettet for at kompensere dem, der var involveret i stormen på Kongressen tilbage i 2021.
Det var i protest mod Joe Bidens indsættelse som amerikansk præsident, at omkring 2.000 mennesker stormede den amerikanske kongres i Washington, D.C. den 6. januar 2021.
Læs også: 19 koncerter, du ikke må misse på Distortion
"De angreb vores demokrati. Angreb vores politibetjente den 6. januar. Det her er en amerikansk skandale, og den finder sted lige nu. Den her amerikanske tragedie kan kun blive stoppet af den amerikanske befolkning," sagde den amerikanske sanger under sin koncert.
Bruce Springsteen har under sin turné holdt flere politiske taler, hvor han ikke har lagt skjul på, hvad han mener om Donald Trump og administrationen.
"Det her Hvide Hus ødelægger den amerikanske idé og vores omdømme i verden," udtrykte Bruce Springsteen i Washington, mens han opfordrede publikum til at kæmpe imod den amerikanske administration.
Da musikeren annoncerede Land of Hope and Dreams-turnéen, var det med ordene: "Vi bringer håb over frygt, demokrati over autoritarisme, retsstaten over lovløshed, etik over uhæmmet korruption, enhed over splittelse og fred over krig."
Bruce Springsteen afsluttede i går Land of Hope and Dreams-turnéen i Philadelphia.





