Den Grammy-nominerede musiker stod blandt andet bag Drake og 21 Savages hit "Rich Flex".
Den amerikanske hiphopproducer Tay Keith stod bag nogle af 2010'ernes største raphits og har arbejdet med musikere som Beyoncé, Eminem, Travis Scott, 21 Savage og Drake.
Nu er han fundet død i sin lejlighed i Nashville, skriver The Guardian. Han blev 29 år gammel.
Læs også: Lamin har udgivet nyt album i nat
Han blev fundet i sit hjem torsdag eftermiddag, og det lokale politi oplyser på X, at "der er ingen mistanke om ulovligt opførsel." Dødsårsagen er endnu ikke offentliggjort.
Tay Keith, hvis borgerlige navn var Brytavious Chambers, opnåede bred anerkendelse for sit arbejde som producer på en række markante hiphophits.
Han modtog sin første Grammy-nominering i 2019 for arbejdet på Travis Scotts og Drakes megahit "Sicko Mode". I 2024 fulgte endnu en Grammy-nominering for produktionen af "Rich Flex" med Drake og 21 Savage fra albummet Her Loss.
Nyheden om hans død har affødt reaktioner fra flere musikere. Rapperen BlocBoy JB, som var blandt Tay Keiths tidlige samarbejdspartnere, har delt en hyldest på Instagram.
"Vi snakkede sammen hver dag. Du fortalte mig ikke, at du ville forlade os," skriver han på Instagram og slutter med beskeden om, at han ikke udgiver albummet Free Agent i dag efter planen.





