Nyhed

Efter Northside: Primal Scream genforenes med tidligere medlem

Et par uger efter succesen på den danske festival, bragte bandet en særlig overraskelse med sig under deres optræden på den irske musikfestival Beyond The Pale.

Primal Screams festivalprogram leder dem i år forbi flere europæiske festivaler, og for blot et par uger siden gæstede de den aarhusianske festival NorthSide. På deres seneste stop på den irske musikfestival Beyond the Pale fik rockbandet besøg af en helt særlig gæst, nemlig den tidligere samarbejdspartner Kevin Shields.

Kevin Shields var aktiv i bandet fra 1998 til 2006 og var ifølge NME et semipermanent medlem. Shields bidrog på produktionssiden og spillede guitar. Han er primært kendt som frontfigur i bandet My Bloody Valentine.

Læs også: Efter helikopterulykke: Oliver Tree stormer ind på top 20-liste


Den irske musiker kom på scenen og spillede numrene "Accelerator", "Shoot Speed/Kill Light" og "Rocks" sammen med Primal Scream. Sidste gang Kevin Shields og det skotske rockband samarbejdede, var i 2013 på Primal Screams album More Light.

Primal Scream besøgte i starten af juni den danske NorthSide Festival, og GAFFAs anmelder havde kun rosende ord tilovers for bandet.

"Primal Scream har eksisteret i 44 år, men er langtfra færdige, selvom de nok har deres hovedværker bag sig, og på NorthSide fik de også understreget, at rocken bestemt ikke er død."


ANNONCE