Nyhed

Fredericia holder camp og festival for improvisationsmusik

Campen henvender sig til både amatører og mere erfarne musikere i alderen 18-35 år.

I dagene 2.-9. august danner Tøjhuset og Den Kreative Skole i Fredericia rammerne om Impro Camp, en særlig camp for eksperimenterende musik og improvisationsmusik, der munder ud i en todages festival på Tøjhuset 8.-9. august.

Læs også: Anerkendt forfatter udgiver bog om sangskrivning - og får ros af hitmager

Campen, der afvikles for niende gang, henvender sig til både amatører og mere erfarne musikere i alderen 18-35 år. Formålet er, at deltagerne udvikler deres musikalske stemme og identitet gennem improvisation og skaber nye kunstneriske udtryk på deres instrumenter i interaktion med andre. Campen skal ifølge arrangørerne bidrage til en national og international netværksplatform, som styrker social bæredygtighed, kønsbalance og musikalsk diversitet.


Bag campen står musikerparret Halym Kim og Nana Pi, og der bliver undervist på fem hold med hver sin leder, som er følgende:

Tony Buck (AU) - trommer
Sarah Buchner (DE) - vokal
Mazen Kerbaj (LB) - trompet
Liz Kosack (US) - klaver
Jonas Engel (DE) - saxofon

Deltagerne bliver blandt andet undervist i musiktegnsproget Extemporize, som er udviklet af Nana Pi. Extemporize betyder at spille, synge, komponere musik spontant ud fra ens første impuls. Musiktegnsproget har 56 tegn og består af musikelementer som loop, register, dynamik, multiphonics med mere, der bliver givet af dirigenten Nana Pi (billedet). Disse tegn skulle gøre det muligt at komponere numre i nuet og samtidig påvirke musikernes musikalske intuition, imens musikken bliver spillet.


Impro Camp afsluttes med en offentlig festival på Tøjhuset i Fredericia 8.-9. august, hvor alle deltagere og deres hold præsenterer deres musikalske resultater på lige fod med de professionelle musikere, der er programsat på festivalen, og som blandt andre er de ovennævnte undervisere.

Der er desværre ikke flere ledige pladser på årets camp, som havde plads til 36 deltagere, men der er stadig billetter til festivalen.

Impro Camp er medfinansieret af Musikaftenskolen Lillebælt og Tøjhuset, der også begge hjælper med formidling.


Se en video fra sidste års Impro Camp:

 


ANNONCE