Nyhed

Gnags og Hanne Boel modtager fornem pris

De to veteraner træder ind i en klub, der tæller blandt andre Sanne Salomonsen, Lis Sørensen og Sebastian.

For fjerde år træk uddeler Det Danske Akademi for Rock og Populærmusik priser til navne i den danske musikbranche. Årets prismodtagere er netop blevet offentliggjort, og det bliver Gnags og Hanne Boel, der modtager hædersprisen ved et arrangement i Store Vega i København 18. september, hvor de begge optræder med et fast backing band ledet af kapelmester Peter Düring.

Læs også: Jeg tror sagtens, Peter A.G. kan klare 10 år mere

Samme aften uddeles Æresmedlemsskaber til Pia Raug, Daimi, Keld Heick, Rasmus Lyberth og Flemming Madsen samt posthumt til Phase 5 (alias Henrik Marquart) Stig Møller og Troels Trier.


Derudover vil der være optrædener af blandt andre Uffe Lorenzen, Karen Mukuba, Al Agami, Clemens, Klumben, Sahra De Silva, Renay, Daimi og Pia Raug. Flere navne vil blive offentliggjort i august.

Showet markerer samtidig, at spillestedet Vega i år fylder 30 år, og at det samtidig er 70 år siden, at det, man regner for den første officielle rockkoncert i Danmark fandt sted, nemlig et arrangement med Ib "Rock" Jensen 18. september 1956 i Folkets Hus – det sted, vi i dag kender som Vega. Koncerten blev i øvrigt fulgt af optøjer i gaderne, og Ib "Rock" Jensens efterfølgende koncerter blev aflyst af sikkerhedsmæssige årsager.

Tidligere hædersprismodtagere er Peter Belli, Annisette, D-A-D, Sanne Salomonsen, Sebastian, Lis Sørensen, Johnny Madsen og C.V. Jørgensen. 


Mere om årets hædersprismodtagere:

Gnags fejrer i år intet mindre end 60 års jubilæum og Peter A.G. & Co. markerer det med endnu en turné og et nyt album til efteråret. De har indtil videre udgivet 24 studiealbum, er kendt for hits som "Burhøns", "Vilde kaniner", "Går med hunden gennem byen", "En underlig fisk", "Når jeg bli'r gammel" og mange, mange flere og har rekorden med 12 optrædener på Orange Scene på Roskilde, senest i 1994.

Hanne Boel indledte karrieren for 45 år siden med vokalgruppen Blast og brød igennem som solist med sin første soloplade, Black Wolf i 1988, Den efterfølgende Dark Passion fra 1990 solgte en halv million i Skandinavien samt Tyskland og var en af de bedst solgte danske plader nogensinde, inden den blev overhalet af Aquas Aquarium i 1997. Hanne Boel er uddannet musikpædagog ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har blandt andet været professor i sang på Rytmisk Musikkonservatorium. Senere i år præsenterer hun nye sange ved 16 koncerter rundt i landet. Hun har udgivet 18 studiealbum, senest Norwegian Recordings fra 2024.


ANNONCE