En 51-årig fan mistede livet efter et fald fra balkonen under rockbandets nylige koncert i New York.
Det amerikanske band Goose har udtrykt sorg og sendt en hyldest til en fan, der mistede livet efter en ulykke under gruppens koncert i Madison Square Garden lørdag den 20. juni.
Efter koncerten delte Goose en udtalelse på Instagram, hvor bandet beskrev sig selv som dybt berørt af hændelsen og samtidig takkede både redningsfolk og venue for indsatsen.
"Vi er dybt berørte og knuste over at høre om den tragiske hændelse ved aftenens koncert," skrev bandet. "Vores dybeste medfølelse går til alle, der er berørt."
Læs også: Dansk festival aflyst – havde ikke betalt lejen
Ifølge Billboard oplyser politiet, at den 51-årige Paul Kueker faldt fra en forhøjet sektion i arenaen og senere på aftenen blev erklæret død på hospitalet. Han deltog i koncerten sammen med sin hustru.
Også Madison Square Garden har kommenteret dødsfaldet i en separat udtalelse og sendt kondolencer til familie og pårørende.
Bandet havde en koncert planlagt dagen efter, og Goose fortæller, at de overvejede, om det var forsvarligt at gennemføre den.
"Vi overvejede, om vi skulle spille, og kom frem til, at det bedste, vi kan gøre nu, er at samle vores fællesskab, støtte hinanden og skabe et rum for heling," lød det fra bandet.
Bandmedlemmet Peter Anspach indledte ifølge Billboard aftenen med en kort mindestund for Kueker og en tale til publikum.
"Vi vil gerne tage et øjeblik til at adressere de tragiske hændelser fra i går og udtrykke vores dybeste kondolencer," sagde han og fortsatte: "I situationer som denne bliver det tydeligt, hvor skrøbeligt livet er."
Goose spillede på årets Northside-festival i Aarhus i starten af måneden.




