Nyhed

Grammy-vindende soulsanger kendt fra Disney-film er død

Peabo Bryson hittede blandt andet med sange til flere Disney-film og har sunget duet med Celine Dion.

Den amerikanske soulsanger Peabo Bryson er død, 75 år gammel, skriver BBC.

Dødsårsagen er ikke offentliggjort, men Bryson blev ramt af et hjerteanfald i weekenden. Ved sin død var han omgivet af sin familie.

Bryson var blandt andet kendt for at medvirke på soundtracks til flere Disney-tegnefilm, ikke mindst Beauty and the Beast fra 1991, hvor han sang titelsangen i duet med Celine Dion. Sangen gav parret en Grammy i 1992, og Bryson modtog yderligere en Grammy året efter for nummeret "A Whole New World" fra endnu en Disney-tegnefilm, Aladdin, i duet med Regina Belle.


"A Whole New World" toppede den amerikanske Billboard-hitliste, mens "Beauty and the Beast" opnåede en niendeplads.

"Mit hjerte er knust," skriver Celine Dion på X og fortsætter: "Hans utrolige stemme og hans venlige væsen var legemliggørelsen af skønheden ved det at synge og optræde".

Peabo Bryson albumdebuterede i 1976 med Peabo og nåede at udgive 21 album, senest Stand for Love fra 2018.


Blandt hans andre hits kan nævnes "Tonight, I Celebrate My Love" fra 1983 i duet med Roberta Flack, "If You're Ever in My Arms Again" fra 1984 og "By This Time This Night Is Over" fra 1993 med saxofonisten Kenny G.

ANNONCE