Mens Jack White blev hyldet på Northside i weekenden, bliver hans kunstudstilling i London haglet ned af kritikere. Nu går fans til modangreb.
Selvom den NorthSide-aktuelle Jack White fik stor ros for sin koncert i weekenden, har hans kunstudstilling These Thoughts May Disappear i London ikke mødt samme begejstring fra kunstverdenen.
Netop kritikken fra kunstscenen har fået fans til at tage Jack White i forsvar, og nogle kritikere melder om decideret chikane fra fans, skriver Stereogum.
"Installationerne har brugt gul, fordi alt er så dårligt lavet, at de var nødt til at skabe en sammenhæng på en eller anden måde. Jeg prøver at finde noget selv i den værste slags kunst. Her er alt, jeg ser, genbrugte ideer," sagde kunsthistoriker Seema Rao om udstillingen, hvorefter Jack Whites fans begyndte at kritisere hende.
Læs også: Anerkendt forfatter udgiver bog om sangskrivning - og får ros af hitmager
Udstillingen åbnede på Damien Hirsts Newport Street Gallery i London den 29. maj og løber frem til den 13. september 2026. Den består af alt fra skulpturer til møbler.
Efter at kritikeren Seema Rao delte sin holdning på sin Instagram-profil Art Lust, har hun oplevet chikane fra Jack Whites fans og er blevet udsat for "doxxing", hvilket er et fænomen, hvor der bliver delt private informationer om en person på nettet uden tilladelse. Det skriver hun i et opslag på sin Substack. Seema Rao kritiserede White for, at værkerne var uoriginale.
I opslaget på Substack skriver Seema Rao, at det kan være svært at kritisere kendtes værker på grund af fankulturen omkring dem, som gør, at fans heller ikke er kritiske over for værkerne. Dog skriver Stereogum, at nogle fans af Jack White på Reddit faktisk er enige med Seema Raos betragtninger.
Seema Rao er ikke den eneste, der kritiserer udstillingen. Blandt andre gav kunstkritikeren Jonathan Jones fra The Guardian kunstudstillingen blot én stjerne og skrev, at Jack White er dygtig som musiker, men ikke succesfuld som kunstner og sammenligner ham med en 12-årig, der besøger museet Tate Modern for første gang.
Jack White spillede på NorthSide i weekenden, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med en femstjernet anmeldelse:
"En absolut tilfredsstillende festivalafslutning på NorthSides hovedscene, der understregede, at rock med elementer af blues og country stadig kan samle titusinder af folk."





