Den franske electro-pop-sensation udvider nu sin europæiske turné og lægger vejen forbi København i 2027.
Den franske electropopmusiker Kid Francescoli annoncerede for få måneder siden, at han drager på europæisk turné.
Nu udvider han turnéen og bringer sit filmiske lydunivers til Store Vega den 3. marts 2027.
Læs også: To nye festivaler fjerner Benny Jamz fra plakaten efter voldsdom
Kid Francescoli fik sit internationale gennembrud med nummeret "Moon (And It Went Like)" fra albummet Play Me Again, og hans musik har været med i både film, tv-serier og internationale kampagner. Den populære sang "Moon (And It Went Like)" var blandt andet med i Netflix-serien Emily in Paris.
Kid Francescolis nye album udkommer til oktober, så danske fans kan se frem til både at høre nyt og ældre musik fra musikerens katalog.
Den nye plade har dog ikke fået en officiel udgivelsesdato, men man kan allerede nu høre den nye single "City Of Gold" fra albummet.
Billetterne til koncerten kommer til salg fredag den 12. juni.
Se video fra hans koncerter herunder.

