Nyhed

Martin Brygmann forsøger comeback med ny sommerballade

"På en sommerdag" er den seneste i rækken af flere nye udgivelser fra Martin Brygmann i år efter en længere periode med en lav offentlig profil.

Sanger og skuespiller Martin Brygmann er igen aktuel med ny musik. 

I dag udkommer han med singlen “På en sommerdag”, der samtidig kan ses som endnu et skridt tilbage mod musikken for den tidligere Lex & Klatten-sanger. 

Den 62-årige multikunstner har ellers holdt en relativt lav profil de seneste par år, siden han i 2024 blev omtalt i DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen, hvor flere kvinder stod frem med beretninger om grænseoverskridende adfærd. Siden da har der været færre offentlige optrædener og udgivelser fra Martin Brygmann, der nu er på vej frem i rampelyset igen. 


Læs også: Requiem for Brygmann

Det nye nummer "På en sommerdag" fremstår som en klaverballade, der trækker på et jazzet univers med bløde toner og mundharmonika. Sangen er samtidig gennemsyret af de musikalske greb, som er kendetegnende for Brygmanns sangskrivning. 

Sangen føjer sig samtidig til rækken af udgivelser, han også har sendt på gaden tidligere i år – herunder sange som “Ensomhed”, “Kasper fra Køge”, “Eva” og “Balancen”, hvor datteren Sørine Brygmann optræder.  


Der er endnu ikke meldt noget ud om, hvorvidt den nyeste single er en del af et kommende album.

Læs også: Vi kunne ikke andet end at overgive os til ham 

Lyt til sangen herunder.


ANNONCE