Navne som Blaue Blume og Pil har tidligere været en del af formatet med Copenhagen Phil.
Det danske popband Mona Moroni er næste navn i Copenhagen Phils koncertformat, hvor danske artister nyfortolker deres sange i selskab med symfoniorkestret.
Læs også: Björk giver første smagsprøve på nyt album
Når Mona Moroni indtager Konservatoriets Koncertsal i marts 2027, bliver det med et helt symfoniorkester i ryggen. Her får gruppens melankolske popsange nye arrangementer.
Mona Moroni har markeret sig som et af de mest markante navne på den danske popscene de seneste år med sange som "Kun du", "Vågen igen" og "Tankerne tåger". Senest spillede de tre udsolgte koncerter i DR Koncerthuset.
Bandet fortæller, at samarbejdet med Copenhagen Phil allerede har sat sit præg på sangskrivningen.
“Et af de nye numre opstod faktisk i tiden omkring de første prøver med Copenhagen Phil. Vi kunne mærke, at det begyndte at påvirke måden, vi skrev på – pludselig tænkte vi mere i rum, i dynamik og i, hvordan en sang kan vokse og folde sig ud sammen med mange musikere. Det var en kæmpe inspiration,” siger Mona Moroni.
Koncerten bliver en del af koncertrækken 60 Minutes, hvor danske artister får deres musik fortolket af Copenhagen Phil i symfoniske rammer.
Tidligere har blandt andre Pil, Barselona, Emma Sehested Høeg, Jada, Blaue Blume og When Saints Go Machine været en del af formatet.





