En meme-konto har efter pres fra Morrisseys management fjernet et opslag med en liste over sangerens påståede "fjender" — heriblandt Donald Trump og havenissen Clive.
Den engelske sanger og sangskriver Morrissey er kendt for sin skarpe og ofte satiriske tunge, men han er åbenbart ikke fan af selv at blive udsat for satire.
I hvert fald har han ifølge Stereogum fået fjernet en spydig Instagram-kommentar om ham selv fra Morrissey-meme-skaberen MozPosting.
Læs også: Den spanske ambassade sender stikpille til Morrissey: “Vi har haft vores første offer”
Kommentaren, der mimede layoutet på Morrissseys officielle hjemmeside Morrissey Central, bestod i al sin enkelhed i en lang liste af kendte personer, som Morrissey betragtede som ”fjender”, såkaldte ”Malefactors”.
En liste, som talte alt fra den tidligere The Smiths-guitarist Johnny Marr, som Morrissey igennem mange år har haft et anstrengt forhold til (og som også bliver nævnt tre gange undervejs), til prinsesse Diana, den engelske premierminister Keir Starmer, Donald Trump, Elon Musik, avisen The Guardian, en lang række musikerkolleger, flere fiktive karakterer, herunder Skipper Skræk, Lisa Simpson og Ronald McDonald, og en ”meget fordømmende” havenisse ved navn Clive. Se den fulde liste nedenfor.
Ifølge en serie nu slettede Instagram-stories, citeret af Stereogum, skrev MozPosting, at vedkommende havde fået en officiel henvendelse fra Morrisseys management om at fjerne opslaget grundet ”brud på copyright” og ”parodier”, og det har vedkommende nu gjort.
”Profilen har altid været tænkt som satire og parodi, men jeg vil ikke skabe nogle unødvendige problemer,” skriver profilen og fortsætter: ”Jeg er kæmpefan af mandens musik, og hele situationen har været utroligt nedslående.”
"That Joke Isn't Funny Anymore", fristes man til at skrive, for at citere titlen på en The Smiths-sang fra 1985.
For få dage siden kunne man på Morrisseys officielle hjemmeside læse, at Morrisseys tidligere manager var blevet gjort opmærksom på, at ni forskellige personer online udgav sig for at være Morrissey, og at flere af disse udtrykte forskellige politiske holdninger. En af disse personer skulle have en forbindelse til et tidligere medlem af The Smiths. I samme forbindelse kunne man læse, at Morrissey aldrig har ejet en smartphone og aldrig bruger sociale medier og udelukkende kommunikerer via sin officielle hjemmeside.
Morrissey er aktuel med sit 14. soloalbum, Make-Up Is a Lie, som GAFFAs anmelder var ganske hård ved.
Læs også: Morrissey er efterhånden en charmeforladt mand
Noget bedre gik det, da Morrissey gav koncert i Aarhus Congress Center i februar.
Læs også: Morrissey fik ikke flere klip i kørekortet – selvom han spændte ben for sin bedste sang




