Nyhed

Musikbestyrelse risikerer millionkrav efter svindelsag: “Skal vi og vores familie gå fra hus og hjem?”

I dag, den 15. juni, møder seks tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Odense Øvelokaleforening i retten og risikerer et millionkrav hver i en tilskudssag.

En sag om ansvar i frivillige bestyrelser begynder i dag, den 15. juni, i Retten i Odense. 

Her har Odense Kommune stævnet seks tidligere bestyrelsesmedlemmer fra Odense Øvelokaleforening og tidligere direktør for spillestedet Kansas City, Thomas Aarup, med et erstatningskrav på 7,7 millioner kroner – godt 1,1 millioner kroner hver. Det skriver TV 2 Fyn.    

LÆS OGSÅ: Politiker trækker i land efter Northside-kritik: "Alle har lært af denne sag"


Nu frygter de tidligere bestyrelsesmedlemmer konsekvenserne, hvis kommunen får medhold. 

“Jeg er hammernervøs kort sagt. Hvis jeg bliver dømt, betyder det jo et liv med stor gæld, som jeg nok aldrig kommer ud af,” siger den tidligere formand for Odense Øvelokaleforening, Jesper Bøggild-Christensen, til mediet. 

Sagen udspringer af, at Kansas City, som administrerede Odense Øvelokaleforenings 80 øvelokaler, gennem flere år modtog folkeoplysningsmidler på baggrund af urigtige oplysninger om foreningens medlemsalder. Det udløste et højere kommunalt tilskud, end foreningen var berettiget til.


Thomas Aarup blev i februar idømt to år og seks måneders fængsel for svindel med dette, men har anket dommen til Landsretten.

I et længere opslag på Facebook afviser Bøggild-Christensen også, at bestyrelsen har handlet uansvarligt. Han mener, at bestyrelsen blev ført bag lyset af Thomas Aarup, som stod for tilskudsansøgningerne og dermed skjulte svindlen for både ansatte, revisorer, kommunen og bestyrelsen selv. 

“Vi har udført alle andre bestyrelsesrelaterede opgaver med rettidig omhu og ansvarsbevidsthed, har reageret prompte når vores økonomi var på usikker grund, har arbejdet for at sikre en ung medlemsstrøm ind i foreningen, har holdt løbende kontakt med administrationen på Kansas City om økonomi og overordnede medlemstal, og meget, meget mere. Det eneste vi ikke har haft direkte involvering i er tilskudsansøgningen til Odense Kommune.” 


Jesper Bøggild-Christensen advarer for de personlige konsekvenser ved et nederlag i retten. 

“Hvis vi hver bliver dømt til at betale 1,1 millioner kroner, hvad så? Skal vi og vores familie gå fra hus og hjem? En dom over vores bestyrelse har potentiale til at være en dødsdom for frivillighed, demokrati og folkeoplysende virke.”

LÆS OGSÅ: Dansk metalfestival i krise: Er “færdige”, hvis de ikke sælger flere billetter


ANNONCE