Gennem mere end fem årtier satte Clive Davis sit præg på musikindustrien og var med til at forme karriererne for nogle af verdens største artister.
Musikchefen og produceren Clive Davis er død og blev 94 år gammel.
Der er ikke oplyst nogen dødsårsag, men han blev for nylig blevet indlagt med luftvejsproblemer. Det oplyser hans familie ifølge Variety, som skriver, at han døde i sit hjem i New York.
Læs også: Se Bruce Springsteen åbne Obama-museum med koncert
Clive Davis var gennem mere end fem årtier en af de mest indflydelsesrige personer i den internationale musikbranche. Som leder af pladeselskaber som Columbia Records, Arista Records og J Records var han med til at opdage, udvikle og forme karrieren for nogle af verdens største stjerner – herunder Whitney Houston, Alicia Keys, Bruce Springsteen, Patti Smith, Aretha Franklin og Billy Joel.
Davis begyndte først sin karriere som advokat og blev siden juridisk konsulent hos Columbia Records. I slutningen af 1960'erne rykkede han ind i ledelsen, hvor han spillede en central rolle i selskabets succes under rockmusikkens storhedstid. I 1974 grundlagde han Arista Records, som blev hjemsted for en række af tidens mest succesfulde artister.
Særligt samarbejdet med Whitney Houston blev skelsættende. Davis fungerede som mentor for sangeren og var med til at gøre hende til en af de bedst sælgende musikere i verden.
I løbet af sin karriere modtog Clive Davis adskillige hædersbevisninger og blev i 2000 optaget i Rock and Roll Hall of Fame. Han grundlagde desuden Clive Davis Institute of Recorded Music, der kombinerer undervisning i musik og forretningsudvikling.
Han gik aldrig officielt på pension og forblev aktiv i musikbranchen. Han efterlader sig fire børn fra sine to ægteskaber med Helen Cohen og Janet Adelberg.
Læs også: SZA går til angreb på AI-musik: “Hvis du er musiker og støtter det her, er du modbydelig”





