Den prisvindende rapper var i selskab med toppolitikere til en P1 Debat – og svarede på sin egen måde.
Folkemødet på Bornholm bød igen i år på et omfattende program med debatter, talks og kulturelle indslag.
Et af de mere opsigtsvækkende øjeblikke fandt sted, da rapperen Per Vers blev bedt om at sætte ord på danskhed i P1 Debat.
Læs også: Andreas Odbjerg sender stikpille til Bachelorette-bejlerne
I panelet sad blandt andre Pernille Rosendahl, Bertel Haarder (V) og Ida Auken (S), og da vært Gitte Hansen spurgte Per Vers, hvad danskhed er, svarede han først, at han "ikke så meget op i racenrenhed."
Da værten efterfølgende bad ham uddybe, valgte rapperen at gøre det på sin egen måde og brød ud i freestyle-rap.
"Er det en skam eller en skik / og er det nemmere at sige, at 'det der er det i hvert fald ikke'," rappede han blandt andet.
Et af hans budskaber var, at vi alle sammen er "sjæle, der er landet et tilfældigt sted," som han udtalte det.
Per Vers har delt et klip fra debatten på Instagram. Se det herunder.
Per Vers har gennem en lang karriere markeret sig som en af dansk hiphops mest alsidige kunstnere. I løbet af de seneste år har han blandt andet samarbejdet med Bodil Jørgensen, Allan Olsen, Katinka og Geoff Barrow fra Portishead.
Senest udgav han albummet Knust kunst 2 i februar 2025. GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner og skrev, at Per Vers "knokler derudad og rammer en åre af guld fra tid til anden."





