Det nye album Timeless samler hidtil uudgivne sange fra næsten hele musikerens karriere.
10 år efter Princes død er der nu et nyt album på vej.
Albummet, der går under titlen Timeless, udkommer den 28. august og samler op på tidligere hidtil uudgivne optagelser fra musikerens mangeårige karriere. Det skriver musikmediet Consequence.
Læs også: Paul McCartney om konflikt med John Lennon: ”Som om nogen stak små dolke i mig”
Albummet kommer til at bestå af i alt 10 sange, fra 1977 til 2016.
De nye sange kommer fra den såkaldte Prince-“Vault”, som er et omfattende arkiv af ikke-udgivet musik, som musikeren efterlod sig ved sin død i 2016. I løbet af karrieren har Prince nemlig indspillet langt mere musik, end han har udgivet.
Tidligere har man kunnet høre sangen "With This Tear" fra det kommende album. Sangen blev oprindeligt skrevet, produceret og indspillet af Prince i 1991, men senere givet videre til Céline Dion.
Nu er endnu en smagsprøve landet i form af sangen "Stone", der stammer fra en indspilning tilbage fra 1995.
Prince hyldes med stor musikfest
I forbindelse med markeringen af 10-årsdagen for Princes død bliver der afholdt et stort musikarrangement i Minneapolis i USA, hvor fans og tidligere samarbejdspartnere samles for at hylde musikeren.
Programmet byder blandt andet på gensyn med de to Prince-bands The Revolution og The New Power Generation samt optrædener fra Chaka Khan, Morris Day, Miguel, Tevin Campbell og Bilal.
Lyt til sangene her.




