Nyhed

Rod Stewart aflyste koncert på grund af sygdom – få timer efter blev han spottet til VM-kamp

Den britiske rockveteran er kommet i modvind efter at være blevet spottet til en VM-kamp i Skotland kort efter at have aflyst en stor koncert i Californien.

Rod Stewart er kommet i modvind efter at have aflyst en stor koncert af helbredsmæssige årsager for kort efter at dukke op på tribunen til en VM-kamp. Det skriver NME.

Læs også: Rod Stewart varsler turnéstop: “Bliver nødt til at gøre noget nyt”

Lørdag den 13. juni skulle den britiske rockveteran have spillet en stor koncert i Californien, men mindre end en time før showstart aflyste han.


På Instagram lød forklaringen, at sangeren efter lægens anbefaling ikke kunne gennemføre koncerten på grund af en akut infektion i de øvre luftveje, som havde udviklet sig til en halsbetændelse.

"Efter behandling har jeg det meget bedre, men min stemme har det ikke. Jeg er meget skuffet og undskylder oprigtigt for de gener, det måtte give mine fans," skrev Rod Stewart efterfølgende på Instagram til sine fans ifølge NME.

Men rockstjernen var åbenbart ikke syg nok til at blive liggende i sengen. For mindre end 24 timer efter at koncerten skulle have fundet sted, delte den 81-årige musiker en video fra et privatfly. I videoen ser man rockveteranen sammen med sine sønner på vej til Boston for at se det skotske herrelandshold spille en VM-kamp mod Haiti.


Læs også: Peter Sommer hylder særlig festival: "En af Danmarks vigtigste"

Fans reagerer på video
I videoen fortæller Rod Stewart om sin begejstring for det skotske landshold.

"Her er vi på vej til Boston for at se Skotland ved VM. Det er 28 år siden, så jeg har fortalt drengene om det, men de har aldrig oplevet det. Jeg har været til syv verdensmesterskaber," skriver han i opslaget til videoen.


Det har fået flere skuffede fans til at reagere.


"Aflysningen var frustrerende nok i sig selv, men det her virker utroligt afvisende over for de fans, der støtter din karriere. Lidt empati og situationsfornemmelse ville have gjort en stor forskel," skriver en fan i kommentarsporet.

"For syg til at optræde, men frisk nok til at flyve tværs over landet for at se fodbold? Det er anden gang på et år, jeg er fløjet et sted hen for at se dig, og du har aflyst," skriver en anden.

Læs også: Ventetiden fortsætter – The Strokes udskyder album


Senere samme dag blev Rod Stewart fotograferet på stadion, hvor han fejrede Skotlands sejr fra tribunen, da holdet vandt 1-0 over Haiti.

Hans næste planlagte koncert finder sted i dag den 15. juni i Colorado, hvor det forventes, at han vender tilbage til scenen.

Der er ikke kommet nogen officiel kommentar fra musikeren om kritikken.


ANNONCE