Der var ikke meget mere end 40 betalende gæster på den københavnske festival Good Vibes Only, som nu er blevet mistænkt for svindel.
Den nye festival Good Vibes Only er kommet i kraftig modvind efter en debut, hvor rystende få gæster var mødt op.
Nu kalder flere samarbejdspartnere festivalen for en økonomisk fiasko. Det skriver Ekstra Bladet.
Læs også: Politikere fik gratis festivalbilletter – nu rammer kritikken
Ifølge mediet havde arrangørerne fortalt deres samarbejdspartnere, at festivalen der blev afholdt på Amager, kunne tiltrække op mod 80.000 gæster. Virkeligheden blev dog noget anderledes.
"Vi solgte 30 øl. Det var simpelthen et grotesk arrangement," siger Casper Møller, der er stifter af Bryggeriet Skovlyst, som var til stede på festivalpladsen, til Ekstra Bladet.
Avisen vurderer selv, at der næppe var meget mere end 40 betalende gæster på festivalområdet. Det har efterladt flere af de mange mad- og drikkeboder, der var tilstede med minus på kontoen.
Blandt kritikerne er Edis Redzep fra Just Mocktails, som overfor Ekstra Bladet fortæller, at han mistænker, at der kan være foregået "kæmpesvindel" bag kulisserne.
Ingen af de spurgte virksomheder, har dog fremlagt nogen dokumentation for, at der skulle være sket noget ulovligt, men flere beskriver dog forløbet som stærkt bekymrende.
Læs også: DMI advarer før Roskilde Festival: "Det bliver virkelig, virkelig, virkelig varmt"
Good Vibes Only blev afholdt på Amager den 20. juni og havde blandt andet den koreanske sanger Joje og danske Bifald på plakaten.
Efter kritikken er festivalens hjemmeside blevet fjernet. Arrangørerne bag festivalen har på nuværende tidspunkt ikke kommenteret sagen.




