Efter en bølge af afbud dropper Donald Trump nu planerne for den amerikanske Freedom 250-festival for i stedet at satse på et gigantisk politisk rally.
Den amerikanske præsident Donald Trump havde lagt planer for en storstilet musikfestival under navnet Freedom 250 i Washington, der skulle fejre USA's uafhængighed.
Planen er nu blevet skrottet, efter at et væld af musikere har meldt afbud. I stedet vil den amerikanske præsident afholde et stort politisk rally. Det skriver Rolling Stone.
Læs også: Endnu et navn trækker sig fra Trumps musikfestival – kun to tilbage
Da Freedom 250-koncertserien første gang blev lanceret, var det med en række hovednavne som Flo Rida, Commodores, Vanilla Ice og Milli Vanilli på programmet.
Koncerterne skulle have løbet af stablen fra den 25. juni frem til den 10. juli, men kort efter offentliggørelsen begyndte flere og flere musikere at melde fra, da det kom frem, at festivalen var tænkt som en støttebegivenhed for Donald Trump.
"Det bliver et nej tak fra mig," lød det blandt andet fra Morris Day, der også stod på programmet, ifølge Rolling Stone.
Også Young MC trak sig fra arrangementet. Som han siger, havde hverken han eller andre af de involverede musikere fået at vide, at koncerterne havde en politisk agenda.
“Jeg anede ikke, at det blev betragtet som et 'Trump'-arrangement," udtalte han i den forbindelse over for mediet Vibe.
Læs også: Boards of Canada er ude med nyt album – samme dag brugte Trump musikken til en politisk kampagne
Trump tager sagen i egen hånd
Efter de mange afbud har Donald Trump derfor helt valgt at droppe koncertserien.
I stedet annoncerede han torsdag den 5. juni på Truth Social, at arrangementet nu bliver erstattet af det, han selv kalder "det største rally nogensinde".
Samtidig gjorde han det klart, at han ikke savner de frafaldne musikere:
"Jeg ønsker ikke sangere uden talent, men med store honorarer, som får jer til at falde i søvn. Alt, hvad vi ønsker, er jer, mig, nogle få talere og den bedste musik nogensinde."
Læs også: FIFA samler verdensstjerner på nyt VM-album
Musikken forsvinder ikke helt
Selvom de fleste af koncerterne er blevet aflyst, bliver der stadig musik på programmet.
Blandt andet skal countrysangeren Lee Greenwood fortsat optræde ved arrangementet, hvis sang "God Bless the U.S.A." ofte er blevet forbundet med det republikanske partis kampagner.
Derudover vil man også kunne høre operasangeren Christopher Macchio optræde, foruden flere militærorkestre og kor, der også fortsat vil deltage til arrangementet.
Det nye arrangement vil blive afholdt den 24 juni i Washington.





