Det nye initiativ skal sikre fair betaling, men også sætte fokus på arbejdsmiljø og bæredygtige arbejdsliv.
Dansk Kunstnerråd lancerer nu et fælles Fair Practice Kodeks for kunst- og kulturlivet i Danmark.
Læs også: Det her skaber de største koncertøjeblikke, mener otte ud af ti musikfans
Kodekset skal fungere som et fælles pejlemærke for fair og ordentlige arbejdsforhold for kunstnere og kulturskabere. Initiativet er blevet til i samarbejde med Fair Practice Kultur, der drives af Dansk Komponistforening og Billedkunstnernes Forbund.
Det nye kodeks er inspireret af Hollands Fair Practice Code, men er tilpasset danske forhold og bakkes op af Dansk Kunstnerråds 22 medlemsorganisationer.
Kodekset blev godkendt på Dansk Kunstnerråds møde, der blev afholdt den 27. maj 2026. Nu skal organisationen arbejde for, at principperne bliver taget i brug hos blandt andet spillesteder, teatre og museer.
Ifølge Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd, handler kodekset om mere end betaling.
“Kodekset handler ikke kun om at betale kunstnerne fair og rimeligt, men også om arbejdsmiljø og om at skabe mere bæredygtige arbejdsliv på et prekært arbejdsmarked”, siger han.
Baggrunden for initiativet er blandt andet, at mange kunstnere arbejder som freelancere under usikre og ofte uregulerede vilkår, lyder det i en pressemeddelelse.
Det nye kodeks skal derfor fungere som både et redskab og etisk pejlemærke for institutioner, organisationer og andre aktører, der samarbejder med professionelle kunstnere.





