Nyhed

Amerikansk producer-duo sagsøger AI-tjeneste for 225 millioner kroner

Musikerne bag The American Dollar anklager AI-tjenesten Suno for ulovligt at have brugt 236 af duoens sange til at træne sin model.

I november måned sagsøgte den danske musikrettighedsorganisation Koda den amerikanske AI-tjeneste Suno for at have brugt dansk musik til at generere AI-sange ulovligt. Nu sagsøger den amerikanske duo The American Dollar tjenesten for det samme, skriver Digital Music News.

Læs også: Anmelderrost københavner-band danser syret i skoven på ny single — se video

Duoen, som er kendt for deres ambient‑instrumental musik, sagsøger Suno for at have brugt 236 af deres lydoptagelser og kompositioner til at træne AI-modellen uden tilladelse. Duoen kræver en erstatning på op til 35 millioner dollars, svarende til 225 millioner danske kroner — det svarer til op til 150.000 dollars pr. lydoptagelse.


I anklagen fremgår det, at The American Dollar har brugt Suno for at teste, om deres musik var blevet brugt til at træne modellen. Ved at prompt’e Suno med direkte referencer til navnene på deres numre fik duoen et output, som var næsten identisk med deres egen musik.

I søgsmålet fremgår det, at det har haft økonomiske konsekvenser for duoen, da deres licensindtægter er faldet med næsten 80 % siden Sunos lancering.

Udover den fulde erstatning kræver duoen, at retssagen afgøres af en jury.


ANNONCE