Han står på plakaten til både Grøn Koncert og Smukfest. Nu er den danske rapper dømt for trusler med kniv.
Benny Jamz er idømt tre måneders ubetinget fængsel.
Rapperen er dømt for trusler og besiddelse af kniv ved Retten på Frederiksberg. Det skriver TV 2.
Læs også: Benny Jamz stod bag et af de i mest afspillede album sidste år
Truslerne fandt sted den 8. marts 2024 i forbindelse med et skænderi med rapperens ekskæreste.
De to kom op at skændes foran en legeplads på den skole, som deres fælles barn gik på. Her punkterede Benny Jamz dækket på den bil, som ekskæresten kørte i.
"Jeg tog kniven frem i frustration. Det var barnligt og åndssvagt," lyder det fra rapperen.
Det er den handling, der nu fører til dommen for trusler. Eftersom rapperen var prøveløsladt for en anden voldssag, er straffen ubetinget.
Derudover er rapperen dømt for besiddelse af den kniv, han havde på sig under episoden, samt for en række knive, som politiet fandt i forbindelse med ransagningen af hans lejlighed.
Heriblandt fandt politiet to macheter, som rapperen forklarede, at han skulle bruge til havearbejde. Den forklaring finder retten dog utroværdig.
Rapperen ankede dommen med det samme.
Benny Jamz er kendt for at være en del af rapkollektivet BOC sammen med blandt andre Gilli, Kesi og Noah Carter og har skrevet numre som "Ibiza", "Reposado" og "Hajde".
Sidste år spillede han på Orange Scene med Gilli, og i år er han en af de artister, der skal spille på Grøn Koncert sammen med blandt andre Tessa og Annika.





