Nyhed

Bonnie Tyler genoplivet efter hjertestop

Musikeren er fortsat indlagt på intensiv afdeling i Portugal, efter at hendes tilstand ifølge lokale medier er blevet forværret.

Bonnie Tyler er fortsat indlagt på intensiv afdeling i Portugal, efter at hun ifølge den portugisiske avis Correio da Manhã har fået et hjertestop under sit hospitalsophold.

Hjertestoppet skulle angiveligt være sket, da lægerne forsøgte at vække den 74-årige sanger fra den medicinsk inducerede koma, hun var blevet lagt i efter en akut operation. Ifølge mediet lykkedes det lægerne at genoplive hende.

Læs også: Dolly Parton aflyser flere shows – deler nyt om sygdom


Bonnie Tyler blev tidligere på måneden indlagt på hospitalet, hvor hun ifølge hendes officielle kanaler gennemgik en akut tarmoperation. Operationen blev dengang meldt vellykket, men hendes tilstand er siden blevet forværret, beretter Correio da Manhã.

Sangeren skulle efter planen snart have været på europaturné, hvor næste koncert var sat til den 22. maj på Malta. Det er endnu uvist, hvordan indlæggelsen påvirker de kommende koncertdatoer.

Bonnie Tyler brød igennem i 70'erne og blev siden en international stjerne med "Total Eclipse of the Heart", der toppede hitlisterne i både Storbritannien og USA.


Hun står også bag sange som "Holding Out for a Hero", "It's a Heartache" og "If You Were a Woman (And I Was a Man)".

Den walisiske sanger debuterede med albummet The World Starts Tonight i 1977 og har siden udgivet en lang række album. Senest udkom In Berlin i 2024.

ANNONCE