Nyhed

Britney Spears tilbød betjente lasagne under anholdelse

Tilbage i marts blev popstjernen anholdt for spirituskørsel. Nu viser nye optagelser hele forløbet.

Tilbage i marts blev Britney Spears arresteret for at have kørt beruset.

Nu viser nye optagelser, at popstjernen under sin anholdelse blandt andet forsøgte at overtale de amerikanske betjente til at komme med hende hjem for at spise lasagne. Det skriver New York Times, der har fået adgang til videoerne.

Læs også: Britney Spears bryder tavsheden efter spirituskørsel


I videoen spørger en betjent Britney Spears, hvor påvirket hun føler sig på en skala fra ét til ti.

"Jeg kunne sikkert drikke fire flasker vin og stadig tage mig af dig, jeg er en engel," svarer hun.

Da en betjent efterfølgende forklarer, at hun blev stoppet, fordi hun slingrede mellem to vejbaner, svarer Britney Spears, at det var, fordi hun talte i telefon. 


Kort efter kom hun med et tilbud til den amerikanske betjent.

"Du kan komme hjem til mig. Jeg kan lave mad eller lasagne eller hvad du vil have. Jeg har også en pool," lød det fra popstjernen.

Ifølge rapporten nægtede Britney Spears at stige ud af bilen i omkring 10 minutter, mens hun undervejs skiftede mellem at tale med britisk accent og babystemme.


Læs også: Britney Spears erklærer sig skyldig i retten 

De amerikanske myndighederne vurderede derfor, at hun var påvirket af både alkohol og et stimulerende stof.

Hendes promille blev målt til mellem 0,05 og 0,06 procent, hvilket ligger under den lovlige grænse i Californien. Alligevel blev hun sigtet efter en lov, der forbyder bilkørsel under kombineret påvirkning af alkohol og stoffer.


Britney Spears har efterfølgende indgået et forlig i retten, hvor hun erkendte sig skyldig i en mindre alvorlig forseelse, nemlig uforsvarlig kørsel.

Aftalen betyder, at hun undgår fængselsstraf. Til gengæld er hun blevet idømt 12 måneders prøvetid og skal derudover gennemføre et tre måneder langt behandlingsforløb for misbrug.

ANNONCE