Nyhed

Coca-Cola sagsøgt for Johnny Cash-efterligning - nu afviser giganten

En reklame med en Johnny Cash-lignende vokal har udløst et søgsmål fra countryikonets bo – men Coca-Cola nægter at have krænket hans stemmerettigheder.

I reklamen "Fan Work is Thirsty Work" for Coca-Cola ses en masse sportsfans drikke Coca-Cola, mens en sanger ved navn Shawn Barker synger i baggrunden. Netop den reklame fik i november Johnny Cashs bo til at indlede et søgsmål mod sodavandsgiganten. Den 8. maj indgav Coca-Cola sit officielle svar og nægtede alle anklager, skriver Music Business Worldwide.

Læs også: 90'er-rocklegender annoncerer særlig jubilæumsturné

Cashs bo anklager Coca-Cola for at have anvendt en Johnny Cash-lignende stemme i reklamen for at fremme salget af selskabets egne produkter.


Johnny Cashs bo bemærkede i søgsmålet, at sangeren i reklamen, Shawn Barker, på sin egen hjemmeside beskriver sig selv som "The No. 1 Johnny Cash Tribute Show". Coca-Cola anerkender, at en sådan beskrivelse eksisterer, men fastholder, at der ikke er tale om en efterligning af countrysangerens stemme i reklamen.

Johnny Cash, som døde i 2003, efterlod sig et stort bagkatalog med hits som "Hurt" og "Ring of Fire".

Søgsmålet er indgivet med henvisning til Tennessees ELVIS Act, som skal beskytte personers stemmer mod at blive brugt uden tilladelse. Sagen skal efter planen først i retten i december 2027.


ANNONCE