Nyhed

Dansk hiphop-producer er død: "Det var ham, jeg ville være"

Henrik Marquart, bedre kendt som Phase 5, er pludselig gået bort.

Den danske hiphop-dj og -producer Henrik Marquart, bedre kendt som Phase 5, er pludselig gået bort, 59 gammel, skriver Ekstra Bladet.

Phase 5 har siden af slutningen af 80'erne remixet og produceret for adskillige danske kunstnere som for eksempel Kuku og Al Agami, Dr. Baker, Camille Jones og Clemens og amerikanske navne såsom A Tribe Called Quest, Tony! Toni! Tone! og Ultramagnetic Mc's. Phase 5 var også dj for reggaeduoen No Name Requested alias Natasja og Karen Mukupa, da de var aktive i begyndelsen af 1990'erne og var dermed med til at lægge fundamentet for begge medlemmers senere solokarrierer. Han har desuden optrådt som dj med speciale i hiphop, reggae og tung bas ved utallige lejligheder.

I 2011 modtog han Natasjas mindelegat sammen med dj- og producerkollegaen Yo Akim alias Joakim Hjejle. I 2012 blev han tildelt æresprisen Kim Schumachers DeeJay-Pris ved Danish Deejay Awards.


Læs også: Yo Akim og Phase 5 får Natasjas Æreslegat

Førnævnte Joakim Hjejle mindes sin kollega på Facebook med følgende ord: "Vores elskede kæreste, søn, bror, onkel og ven Henrik Phase 5 Marquart er her ikke mere. Omgivet af sin elskede familie og venner tog han præcis kl 5 mandag morgen afsked med denne verden. Han vil aldrig blive glemt."

Clemens skriver blandt andet følgende på Instagram: "Phase efterlader sig et imponerende repertoire, en hæsblazende karriere og en hel urban elite, der sørger over tabet. Jeg mister først og fremmest en ven med ukuelig optimisme og ubegrænset loyalitet. Samt en garant for en genopfriskende og livgivende griner. Persongalleriet i København er i den grad blevet mere gråt."

Produceren og den tidligere Rockers By Choice-rapper Lars "Cheif One" Pedersen skriver blandt andet på Facebook:

"I min ungdom var Phase den, jeg allermest så op til, ham jeg ville være. Modig, skør, sjov og motherf* sig selv. Phase har fyldt så mange, mange dansegulve, danset break dance som en af de første (han var den første jeg så danse i dk), malet graffiti overalt (Zpoc, Boogie) DJ I don’t Care ... Alle de minder og stunder, jeg har oplevet med den fantastiske og magiske mand"

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger døde Phase 5 pludseligt og uden forudgående sygdom.

ANNONCE