00’er-gruppens store comeback-turné rammer et nyt problem – nu bliver en lang række koncerter droppet.
The Pussycat Dolls’ reunion-turné PCD Forever Tour har allerede haft sin andel af problemer, efter at to bandmedlemmer ikke blev inviteret med på turnéen. Nu føjer endnu et sig til listen: dårligt billetsalg.
Læs også: Pussycat Doll reagerer på manglende invitation til genforening
Det dårlige billetsalg har ledt til en næsten fuld aflysning af deres koncerter i Nordamerika.
"Efter at have taget et ærligt kig på Nordamerika-delen af turnéen har vi taget den svære og hjerteknusende beslutning at aflyse alle Nordamerika-koncerter på nær én," skriver gruppen i et opslag på Instagram.
00'er-bandets eneste koncert i Nordamerika bliver derfor på Outloud Music Festival for WeHo Pride.
Det lave billetsalg er ikke den eneste udfordring, bandet har mødt i forbindelse med den kommende turné. Gruppen, som oprindeligt bestod af fem medlemmer, består på denne turné blot af Nicole Scherzinger, Kimberly Wyatt og Ashley Roberts. De to øvrige medlemmer, Carmit Bachar og Jessica Sutta, har udtalt, at de ikke blev inviteret med på turnéen.
Jessica Sutta har selv udtalt, at hun tror, at den manglende invitation skyldes hendes støtte til den kontroversielle amerikanske minister for sundhed og sociale tjenester, Bobby Kennedy, der er tilhænger af MAGA.
Det er ikke første gang, at gruppen har aflyst en turné. Det gjorde de også tilbage i 2020 grundet pandemien.
Koncerterne i Storbritannien og Europa er ikke blevet aflyst, så The Pussycat Dolls kommer fortsat forbi Royal Arena den 9. september 2026.

