Nyhed

Fans raser over Ozzy Osbourne-avatar: "Respektløst"

Familien vil skabe en AI-version af rockikonet – men flere fans tvivler på, om Ozzy selv ville have ønsket det.

En digital genoplivning af Ozzy Osbourne har delt vandene. 

Flere kalder det "respektløst" at skabe en life size AI-avatar af den afdøde Black Sabbath-legende, og der er tvivl om, hvorvidt Ozzy selv ville have støttet projektet. Det skriver The Guardian

Læs også: Ozzy Osbourne får kæmpestatue på metalfestival


Projektet blev offentliggjort den 20. maj på Licensing Expo i Las Vegas, hvor Jack og Sharon Osbourne fortalte, at teknologien vil gøre det muligt for Ozzy digitalt at bevæge sig, tale og interagere med fans. 

Nyheden blev også delt i et opslag på X, hvor kommentarsporet viser utilfredsheden blandt fans. En bruger skriver: "Der er endnu ikke gået et år siden Ozzys død, og de forsøger allerede at kommercialisere og tjene penge på hans minde". Hertil skriver en anden, at "Intet, der har med AI at gøre, ærer nogens arv. AI er en plage for menneskeheden. Som stor fan af Ozzy – nej, tak." 

Jack Osbourne understregede dog, at det er et velovervejet og "smagfuldt" projekt: 


"Han vil eksistere digitalt, så længe vi har computere. Det bliver virkelig smagfuldt – ikke noget fjollet," sagde han.

Efter kritikken forsikrede sønnen Jack Osbourne i en YouTube-video, at idéen blev diskuteret med hans far inden hans død, og at familien nøje kontrollerer materialet, som teknologien bygger på.

Ozzy Osbourne døde 76 år gammel den 22. juli 2025.


ANNONCE