Blandt andre Young MC mener, Donald Trump og det republikanske parti har for stor indflydelse på begivenheden.
Flere musikere har nu trukket sig fra fejringen af 250-året for USA's uafhængighedserklæring, som finder sted i dagene 25. juni-10. juli på The National Mall i Washington, DC under titlen Freedom 250, skriver NME.
Nærmere betegnet drejer det sig om Young MC, Poison-sangeren Bret Michaels, Milli Vanilli, The Commodores, Martina McBride og Morris Day & The Time.
Læs også: Bruce Springsteen raser på åben skærm: “Vi har en præsident, som ikke kan tage en joke”
Flere af musikerne har valgt at aflyse deres optræden med den begrundelse, at fejringen er for tæt forbundet med den amerikanske præsident Donald Trump og det republikanske parti. På Instagram skriver Young MC således: "Kunstnerne blev aldrig fortalt, at der var en politisk indblanding i begivenheden. Og på trods af arrangørernes forsikring om, at eventen er upartisk, beskriver magasinet Spin det som Trump-støttet. Jeg håber at kunne optræde igen i D.C. i nær fremtid ved et show, der ikke er så politisk ladet."
Bret Michaels udtaler på Instagram, at showet "har udviklet sig til noget, der er mere adskillende end det, jeg indvilligede i at deltage i," mens The Commodores på Instagram skriver: "Vores musik har altid været vores stemme, og vi har valgt offentligt ikke at forbinde os til noget politisk parti".
Martina McBride skriver på Instagram: "Jeg fik tilbuddet at optræde ved en ikke-partisk begivenhed, men det viste sig at være vildledende".
Milli Vanilli skriver på Instagram, at de ikke kommer til at optræde, men uden begrundelse. Gruppen gør samtidig opmærksom på, at de består af sangerne Jodie Rocco, Linda Rocco, Brad Howell, John Davis og Charles Shaw. I sin tid var de to fotomodeller og dansere, Fab Morvan og nu afdøde Rob Pilatus, der officielt udgjorde gruppen, men efter nogen tid blev det afsløret, at de blot mimede til sangene, hvilket var en større skandale.
Læs også: 11 essentielle skandaler i musikverdenen
Rapperen Freedom Williams fra gruppen C+C Music Factory understreger til gengæld, at han kommer. I en syv minutter lang video fortæller han, at han ikke er fan af Trump, men at han ikke vil lade andre bestemme, hvad han skal gøre.
Flo Rida står stadig til at optræde ved begivenheden.
Opdatering 31. maj klokken 11.30:
I en opdatering på sit sociale medie Truth Social tilbyder Donald Trump nu selv at optræde ved begivenheden. Han skriver blandt andet:
"Jeg kan forstå, at kunstnere er begyndt at få præstationsangst over at optræde (...). Så jeg overvejer at få Nummer Et Attraktionen hvor som helst i verden, manden som kan samle meget større grupper end Elvis i sin storhedstid og gør det uden en guitar, manden som elsker vores land mere end nogen anden, og manden, som nogle siger er den Største Præsident i Historien (THE GOAT!) DONALD J. TRUMP, til at tage pladsen fra de højt betalte, tredjerangs "kunstnere", og holde en stor tale og samle folket for at få landet til at bevæge sig fremad, som jeg har gjort, lige siden jeg blev præsident".
Den amerikanske uafhængighedserklæring blev underskrevet 4. juli 1776 og opfattes som USA's fødselsattest.





