Et hidtil uudgivet samarbejde med bounce-stjernen Big Freedia lander snart.
Fem år efter Sophie gik bort, er der nu ny musik på vej fra den banebrydende hyperpop-producer.
Til juni udgiver den amerikanske bounce-artist Big Freedia nemlig en gammel ep lavet i samarbejde med den nu afdøde musiker.
Læs også: Albumanmeldelse af Sophies Oil Of Every Pearl’s Un-Insides
Ep’en indeholder i alt tre sange, der blev indspillet tilbage i 2016 i Sophies hjemmestudie i Los Angeles.
Ingen af numrene er tidligere udgivet officielt, selvom Sophie flere gange har spillet sangen "Blaze That Ass" under sine dj-sæt. Nu bliver nummeret udgivet som single den 22. maj, mens resten af ep’en lander den 19. Juni.
Sophies tragiske død sendte chokbølger gennem musiklivet tilbage i januar 2021, hvor hun faldt ud af et vindue i Athen.
"Hun var en kunstner, der viste verden, at det største man kan gøre, er at leve modigt. Med den her ep vil jeg vise verden, hvor højt elsket hun var – og stadig er," fortæller Big Freedia i en pressemeddelelse til Stereogum.
Tre år senere, i 2024, udkom det selvbetitlede posthume album Sophie, og nu er der igen ny musik på vej.
"At indspille med Sophie er noget, jeg holder endnu tættere på hjertet nu, især efter hendes bortgang," lyder det fra Big Freedia.
Læs også: Charli XCX ude med ny single: “Nu laver vi rockmusik”
Begge musikere har gennem deres karrierer udfordret normer omkring både køn, popmusik og klubkultur.
Sophie blev især kendt for sit futuristiske elektroniske univers og sin store indflydelse på hyperpoppen, mens Big Freedia har været med til at bringe New Orleans bounce-musikken ud til et globalt publikum.
Ep’en har endnu ikke fået en officiel titel.





